Institut for Kultur og Læring

Den gode ansøgning

Den gode ansøgning

  • +

    Målrettede ansøgninger

    Det er vigtigt at sætte sig godt ind i fondenes fokusområder og målsætninger, herunder om fonden støtter grundforskning, anvendt forskning eller andet. Dette har stor betydning for, hvad der skal prioriteres i ansøgningen.

    Der afholdes løbende webinarer mv. med det formål at introducere til fondslandskabet og øge kendskabet til de forskellige fonde. Nogle fonde holder også informationsmøder på AAU. Det kan være nyttigt at deltage i disse aktiviteter, selvom man ikke forventer at søge med det samme, da det kan være en god måde at få indsigt i de forskellige fondsmuligheder og få inspiration til at komme godt (og tidligt) i gang med idé- og projektudvikling.

    Det kan også være en hjælp at lade sig inspirere af tidligere succesfulde ansøgninger. Hvis ikke forskningsgruppen eller andre kolleger har mulighed for at dele en ansøgning, kan man altid kontakte projektteamet. Se også F&P’s hjemmeside med gode råd til ansøgningsarbejdet.

  • +

    Review

    Ansøgninger om ekstern funding skal som udgangspunkt altid gennemgå en form for review, både ”internt” ved fagfæller, f.eks. i forskningsgruppen, og ”eksternt”, f.eks. ved kolleger fra andre forskningsgrupper/institutter/fakulteter eller øvrige samarbejdspartnere med en anden faglighed. Derfor bliver det også vigtigt, at ansøgningsarbejdet startes op i god tid.

    På Kultur og Læring planlægger og faciliterer man selv det faglige review af ansøgningen, i samarbejde med forskningsgruppeleder. Hvis man har brug for hjælp til at finde reviewere, er man altid velkommen til at henvende sig til projektteamet, som kan hjælpe med at finde relevante reviewere, f.eks. tidligere bevillingshavere på instituttet eller på andre institutter på AAU. Som udgangspunkt forventes man at bidrage til review af kollegers ansøgninger, medmindre det ikke er foreneligt med øvrige arbejdsopgaver. Det at være reviewer på kollegers ansøgninger medvirker samtidig til en bredere kompetenceopbygning ift. at søge eksterne midler

    Når man kontakter kolleger om hjælp til review, kan man med fordel medsende vejledning til brug for review.

    Ved de større nationale og private fonde, som har tilbagevendende, ofte årlige, kald rundsendes information om instituttets interne proces, som sikrer, at der er tid til dialog og sparring og godkendelse af ansøgning og budget inden deadline. Processen involverer en kort intern interessetilkendegivelse til institutledelsen, hvor man kort skitserer projektet samt reviewplaner. På baggrund af den interne interessetilkendegivelse forholder institutledelsen sig til projektet, konsortiet, bemanding mv. og giver skriftlig feedback på ansøgningsplanerne. Dette gælder f.eks. DFF projekt 1 og 2 og Velux HUMpraxis. Ifm. Sapere Aude-ansøgninger, Velux kernegruppe og andre større ansøgninger afholdes der ofte et eller flere dialogmøder med institutledelsen, hvor der er mulighed for at drøfte projektet, disponeringer mv.

  • +

    Layout

    I forbindelse med ansøgninger om ekstern funding kan man få hjælp af projektteamet til opsætning af CV’er og publikationslister, udarbejdelse af Gantt-diagrammer og evt. opsætning/layout af de ansøgninger og oplæg, hvor der ikke er faste skabeloner.
    Hvis du ønsker hjælp til opsætning/layout, kan du kontakte Annemette Helligsø (anhe@ikl.aau.dk).